Kulturarv

Irgens Gaard er som en del af den betydelige danske bygningskulturarv fredet. Der er tinglyst en bevaringsdeklaration på ejendommen, hvilket fritager ejerne for ejendomsskat, men som også medfører en forpligtelse til at vedligeholde ejendommen i henhold til myndighedernes krav. 
Fredningen betyder, at der ikke må bygges om og ændres hverken indvendigt eller udvendigt uden at man forinden har fået godkendelse fra Slots- og Kulturstyrelsen (tidl. Kulturarvsstyrelsen) og Irgens Gaards Ejerforening. Man kan søge selv eller få hjælp fra ejerforeningens arkitekt eller en anden arkitekt til det. Ved egentlige ombygninger skal der også søges tilladelse hos Københavns Kommune. Kommunen godkender først, efter at styrelsen og ejerforeningen har sagt god for en ombygning.

De tre kastanjetræer i gården er også fredet.

I dag rummer Irgens Gaard 46 ejerlejligheder på mellem 45 og ca. 200 kvadratmeter. Nogle i to etager, en enkelt er med kælderetage, en udgøres af det lille fritstående hus midt i gården, og en lejlighed har tårnuret stående i stuen.

Ejendommen fra 1620 til 1970’erne

Grunden, der i dag kendes som Irgens Gaard, var den yderste grund mod øst i Strandgade i den oprindelige byplan for Christianshavn, og den lå helt ud til den daværende vold. Hjørnehuset Strandgade/Bådsmands-stræde er den ældste del af Irgens Gaard. Det blev opført i renæssancestil mellem 1623 og 1635 af Johan Post.

I 1664 erhvervede Joachim Irgens grunden. Han var tidligere kammertjener hos Kong Chr. d. IV og havde skabt det økonomiske grundlag for erhvervelsen dels som forpagter af norske bjergværker dels ved giftermål med en velhavende hollandsk dame. Gennem lån til kronen erhvervede han senere Vestervig Kloster i Thy og Gjorslev Gods på Stevns. I 1674 blev han adlet under tilnavnet von Vestervig. Joachim Irgens døde i 1675.

I 1680 overtog Nicolai Jansen ejendommen, og på dette tidspunkt var der opført bebyg-gelse mod Bådsmandsstræde og Wilders-gade. Jansen måtte afhænde ejendommen på auktion, og Henrik Ocksen overtog den. I 1730 blev han stiftamtmand over bl.a. Island og Færøerne, som han iøvrigt aldrig havde besøgt. Han døde i 1750.

I 1751 købte storkøbmanden og tobaksfabrikanten Peter Borre gården af Ocksens arvinger. Den store hovedbygning til højre for porten blev opført, og vinkelbygningen på hjørnet af Strandgade og Bådsmandsstræde blev forlænget langs Bådsmandsstræde. Endelig opførte han de stald- og pakhusbygninger, der for en væsentlig del kom til at danne artillerikasernens område. Fløjen langs Wildersgade blev formentlig nyopført til tobaksfabrikation i 1750’erne. 1774-1779 var Peter Borre direktør for Det grønlandske Handels- og Fiskefangstkompagni, og to gange om året blev der holdt auktion i går-den over tusindvis af tønder tran af forskel-lig art: hvid hvaltran, brun tran, trekronertran etc., og der blev solgt hvalfiskebarder, plat-fisk, klipfisk, tælle, skind, fuglefjer, edder-dun, uld, saltet lammekød osv. osv. Tårnuret omtales første gang i en brandfor-sikring i 1781.

I 1783 solgte Peter Borre gården til Den kgl. Grønlandske Handel, hvis ophold dog kun blev af kort varighed. I 1788 nedsatte kon-gen en kommission, der skulle undersøge handelen på Grønland. Denne undersøgelse resulterede i en beslutning om at nedsætte handelens udgifter så meget, at tidligere tab kunne blive dækket. På denne baggrund flyttede handelen til en beskeden bygning på egen havneplads.

Gården i Strandgade blev solgt til General Commissariats Collegiet, og indretningen til kaserne blev iværksat. Den 13. februar 1792 meldte Ingeniørkorpset, at kasernen var færdig til indflytning. Fire artillerikompagnier, som var indkvarteret i Kastellet, blev overført til “Artillerikasernen på Christianshavn”, hvis første kommandant var major Salomon von Gedde. Selv om kasernens forhold var bedre end såvel Kastellets som de meget dårlige borgerkvarterer, var forholdene dog ikke ideelle. Kun meget få rum var indrettet til samlingsstuer, der var ingen vaskerum og spisestue. Mandskabet var henvist til at købe mad i et primitivt marketenderi eller i de små kælderbeværtninger i de omlig-gende stræder. Det fritstående hus er omtalt første gang i 1804. Det blev benyttet som hestestald (og vist også fængsel for uvorne soldater).

En af de mest markante begivenheder under ejendommens virke som kaserne var vel nok oprettelsen af den Classenske Legatskole. Generalmajor Johan Frederik Classen, stifteren af kanonfabrikken og krudtværket i Frederiksværk, havde i sit testamente afsat en sum penge til fattige soldaterbørns opdragelse, og ifølge en kongelig resolution af 15. november 1793 skulle skolen henlægges under Artilleribrigaden, som havde til huse i Strandgade. Den 6. januar 1794 begyndte den Classenske Legatskole på Strandgades kaserne.

Det hed bl.a. i bestemmelserne: “At børnene ved deres evners rigtige udvikling skulle dannes til gudfrygtige, forstandige og retsindige mennesker og borgere, vænnes til sædelighed og orden og oplæres i kundskaber og færdigheder, som var gavnlige og nødvendige.” Ved skolens start var der 24 underofficersbørn, men 10 år senere var antallet vokset til 100 børn. Undervisningen var imidlertid i starten på et meget lavt trin. Således blev pigerne i botaniktimerne undervist i lærdommen om suppeurter, og hvad der ellers kunne bruges i husholdningen. Om søndagen mødte børnene til parade for obersten, og så blev der uddelt ros til de flittige og smæk med sabelskeden til de dovne. Inden for det næste halve århundrede skete der bygningsmæssigt set ikke større ændringer.

I 1867-68 blev den Classenske Legatskole omdannet, således at den nu også optog underofficersbørn fra andre våbenarter. hvorved elevantallet efterhånden steg til ca. 220, og skolen fik så godt et ry, at hele underofficersstanden kappedes om at sende børn i den. Lokalerne i Strandgade blev herefter for små, og da hæren i 1895 selv havde brug for sine kasernelokaler, sluttede den Classenske Legatskoles godt 100-årige ophold på Strandgades Kaserne. 1924-77 (dele af den indtil 1984) blev ejendommen anvendt til udlejning.

Ejendommen fra 1970’erne

I 1977 købte malermester Stokholm den meget forfaldne ejendom og begyndte med vejledning fra arkitekterne Sven Felding og Torben Bregnehøj en omhyggelig istandsættelse af lejlighederne, efterhånden som lejerne flyttede eller døde. Det blev spøgefuldt sagt om Irgens Gaard, at den var renoveret for rige dværge, da lejlighederne var både små og dyre!

I 1981 måtte Stokholm give op pga. pengemangel, og Axel Pitzner købte de “usolgte arealer” (herunder hele det på det tidspunkt tomme pakhus) på tvangsauktion. Disse arealer blev istandsat og solgt i 1984. Under Pitzners periode lukkede købmandsbutikken i opg. A og det meget berømte diskotek og værtshus Charlie Brown, som havde haft til huse i opg. B igennem mange år. Pitzner havde nemlig brug for deres kælderlokaler; ellers kunne han ikke få ibrugtagningstilladelse til sine nyistandsatte lejligheder. Mange husker sikkert stadig det knirkende “Charlie”-neonskilt i Strandgade. I 1995 lagde Irgens Gaard “kulisse” til optagelser til TV-serien Bryggeren.

Ejere

• 1620-23:

• Claus Condevin

• 1623-35:

• Saltkompagniet v. storhandelsmand Johan Post

• 1635-64:

• Mathias Clausen, dennes enke og siden hendes mand, Hans eller Jens Jensen

• 1664-80:

• Joachim Irgens, dennes enke (Cornelia Bichet), købmand Emanuel de Texeira og handelsmand Joachim Irgens

• 1680-99:

• assessor Nicolai Jansen

• 1699-1751:

• kasserer ved Zahlkammeret, senere stiftamtmand over Island og Færøerne Henrik Ochsen og senere arvinger

• 1751-83:

• handelsmand, agent etatsråd, tobaksfabrikant Peter Borre og boet efter denne

• 1783-92:

• Den Kongelige Grønlandske, Islandske, Finmarkske og Færøiske Handel

• 1792-1924:

• Den Kongelige Land Militair Etat Krigsministeriet, Forsvarsministeriet

• 1924-77:

• afdelingschef i Udenrigsministeriet, dr.jur. Georg Cohn, dennes enke og andre Cohn-familiemedlemmer

• fra 1977/1984:

• Ejerlejligheder

Kilder

Ovenstående historiske afsnit er sammensat og redigeret af Christina Borella ud fra følgende kilder, der på mange punkter er modstridende: “København før og nu – og aldrig”, “Historiske huse på Christianshavn” og Stokholms salgsbrochure for de nyrenoverede ejerlejligheder fra 1977 samt redaktørens egen hukommelse. Der tages forbehold for den historiske korrekthed!